En mulig bombe under folkesygdom
Ifølge danske forskere går 5.000-6.000 diabetikere herhjemme hvert år under radaren på grund af en praktisk og hurtig, men også langt mere upræcis diagnosemetode.
Tusindvis af danskere med type 2-diabetes går potentielt rundt i al ubemærkethed herhjemme, uden at deres sygdom bliver opdaget og derfor også behandlet i tide.
Indtil 2012 steg antallet af danskere, der fik konstateret type 2-diabetes støt hvert eneste år. Men pludselig knækkede kurven over nye diabetespatienter brat. Det skriver Ritzau ifølge TV 2.
På baggrund af et nyt og opsigtsvækkende studie mener en række danske forskere nu, at den bekymrende tendens skyldes en praktisk og hurtig, men altså også mindre præcis diagnosemetode. En metode, der på ganske kort tid år tilbage blev den altdominerende verden over på anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.
»Det tyder på, at færre bliver diagnosticeret, fordi metoden ikke er så følsom eller sikker som de tidligere test. Så der er nogle patienter, vi ikke finder,« siger Jakob Schöllhammer Knudsen, læge, ph.d. ved Aarhus Universitet og hovedforfatter til studiet, til Ritzau.
Mindst 5.000-6.000 danske diabetikere går hvert år under radaren i forhold til den nye og mindre præcise diagnosemetode – som fra 2012 har ført til et drastisk fald i nye diagnoser på 36 procent.
Det er vigtigt at blive diagnosticeret så hurtigt som muligt.
En tidlig indsats er især vigtig for diabetespatienter, så man kan undgå livstruende følgesygdomme for bl.a. hjerte, kredsløb og nyrer.
Dødeligheden hos patienter med type 2-diabetes er fra 2012 steget med 27 procent.
»Ønsket om en nem og hurtig test, som jo også har sine fordele, er måske kammet over, så man ikke længere fanger de patienter, man gerne vil nå tidligt,« siger Jakob Schöllhammer Knudsen til Ritzau.