Fortsæt til indhold

»Jeg er knust«: Kammerat og kompagnon i »ubærlig« sorg over milliardærs pludselige død

Rune Kilden, der sammen med erhvervsmanden Michael Mortensen, blandt andet har skabt nyt Aarhus-varetegn, er i ubærlig sorg over det pludselige tab af sin ven og samarbejdspartner.

Samfund

»Verdens bedste makker. For F..... min ven Michael Mortensen. Alt for tidligt er du gået bort«

Sådan indleder byudvikleren Rune Kilden, der blandt andet har været med til at skabe Lighthouse, Pakhusene og AARhus på Aarhus Ø, og som også er involveret i udviklingen af Aarhus K-bydelen omkring Godsbanen, et opslag på Facebook.

Rune Kilden er gået til tasterne oven på nyheden om, at hans gode ven og samarbejdspartner, erhvervsmand, byggematador og milliardær Michael Mortensen, er gået bort.

Det pludselige dødsfald har ramt Rune Kilden hårdt og er ikke klar til at sætte yderligere ord på tabet ved Lokalavisens henvendelse. Han henviser derfor i stedet til sit Facebook-opslag.

»Jeg er knust og savner dig allerede så meget, at det slet ikke er til at holde ud,« skriver han i opslaget, du kan se i sin fulde længde længere nede på siden.

Sammen om BIG-tegnet projekt

Rune Kilden og Michael Mortensen arbejdede blandt andet sammen om det ikoniske boligbyggeri på Aarhus Ø, AARhus, der er tegnet af BIG (Bjarke Ingels Group), og som stod færdigopført og klar til indflytning i 2019.

»Vi havde stadig så mange idéer til projekter, vi skulle lave sammen, og så meget sjov og ballade, der skulle fyres af,« skriver Rune Kilden.

I Facebook-opslaget er der heller ingen tvivl om, at de to samarbejdspartnere har knyttet et stærkt bånd.

»Skulle jeg sendes i krig og smides ned bag fjendens linjer skulle det klart være med dig. Du havde altid min ryg, var loyal, klog og bare en rigtig god kammerat med blik for andre end dig selv. Savnet over dig er fuldstændigt ubærligt,« skriver han.

Michael Mortensen og hans ejendomsfirma Casa blev på mange måder - lige som Rune Kilden - fremhævet som en af de store indflydelser på Aarhus’ byudvikling.

Michael Mortensen blev 49 år gammel og efterlader sig hustruen Bettina Mortensen og parrets to børn.