Fortsæt til indhold

Slut med at net-date fra fængslet: Livstidsdømte må ikke længere indlede nye forhold

Historier om, at Peter Madsen og Peter Lundin fra fængslet har indledt kæresteforhold fra fængslet er baggrund for ny lov, der indskrænker livstidsdømtes rettigheder i forhold til at være i kontakt med omverden fra fængslet.

Samfund
sbl

Det er slut med at søge efter kærligheden på nettet, hvis man er livstidsfange i Danmark.

I dag er en ny lov trådt i kraft, der blandt andet gør net-dating forbudt for indsatte på livstid - blandt andet efter historier om, at berygtede fængselsindsatte som Peter Madsen og Peter Lundin har indledt flere forhold, mens de har siddet bag lås og slå.

Den nye lov vil frem over gøre det forbudt at logge på datingfora og indlede nye relationer med folk uden for murene, ligesom det ikke er tilladt at udveksle breve med personer, man ikke kendte før en dom.

Det skriver Ritzau ifølge TV2.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) begrunder lovindgrebet med hensynet til retsfølelsen.

»Livstidsdømte og forvaringdømte skal ikke kunne bruge vores fængsler som datingcentral eller medieplatform til at prale af deres forbrydelser,« siger han til Ritzau.

»Det krænker ikke kun ofre og pårørende, men også retsfølelsen hos øvrige borgere, hvis dem, der har begået nogle af de allerværste forbrydelser, frit kan bruge tiden i fængslet på at date eller skrive om deres ugerninger på sociale medier. Det sætter vi nu en stopper for.«

Kritiseres af advokater og tortur-organisation

Loven, der blev fremsat som forslag i november sidste år og vedtaget i Folketinget sidste uge, er blevet kritiseret af blandt andre Dignity - Dansk Institut Mod Tortur, skriver Ritzau.

Ifølge organisationen er det de indsattes fundamentale ret at være i kontakt med omverden, der er på spil.

Danske Advokater har også udtrykt skepsis over for den nye lov.

»Danske Advokater bemærker, at livstids- og forvaringsdømte normalt ikke afsoner hele livet, og at vi derfor bør have for øje, hvilke mennesker de er, når de kommer ud,« skriver foreningen i et høringssvar til Justitsministeriet.

Den nye lov fratager også de livstidsdømte muligheden for under afsoningen at komme med offentlige tilkendegivelser om den eller de forbrydelser, de har begået, skriver Ritzau.