Politiet eftersøger stadig forsvunden 21-årig: »Det er klart, jo længere tid der går, jo mere bekymrede bliver vi«
Nordjyllands Politi var søndag i aktion med helikoptere og redningsbåde i jagten på en forsvunden 21-årig i Aalborg.
Den 21-årige Oliver Ibæk Lund, der forsvandt natten til fredag under en bytur i Aalborg, er stadig ikke dukket op, og Nordjyllands Politi efterforsker fortsat bredt for at finde ud af, hvad der kan være sket.
Det fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi, Michael Karstenskov, til Lokalavisen.
Søndag var både helikoptere og redningsbåde sendt ud for at lede efter 21-årige Oliver Ibæk Lund, men uden held, oplyser politikommissæren.
»Der er ikke andet at sige for nuværende, end at vi fortsat arbejder intenst og efterforsker bredt i alle mulige retninger. Vi forsøger at finde nogle pejlemærker på, hvad der kan være sket,« siger han.
Sidst set fredag
Den 21-årige blev sidst set ved Tolbod Plads natten til fredag efter kl. 1.00, og politiet har som udgangspunkt ikke mistanke om en forbrydelse, men frygter, at der kan være sket et uheld - og at Oliver Ibæk Lund kan være faldet i Limfjorden, der går midt gennem byen.
Politikommissæren forklarer, at det ikke er usandsynligt, at der igen vil blive sendt helkoptere og redningsbåde af sted for at eftersøge, og tiden er en faktor, forklarer Michael Karstenskov.
»Det er klart, at jo længere tid, der går, jo mere bekymrede er vi. De pårørende er jo også meget bekymrede.«
Oliver Ibæk Lund beskrives som almindelig af bygning med mørkt hår og briller. Da han forsvandt var han iført en mørk uldfrakke, lyseblå jeans og brune sko, oplyser politiet.
Hvis man har set Oliver, eller har viden om, hvad der kan være sket, opfordrer Nordjyllands Politi kraftigt til, at man tager kontakt til politiet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.