Fortsæt til indhold

Undersøger to forsvindingssager i Aalborg: »Det er selvfølgelig et stort træk på mandskabet«

Nordjyllands Politi har to omfattende efterforskninger i gang efter to unge mennesker, Oliver og Mia, forsvandt henholdsvis fredag og søndag efter hver deres tur i byen i festgaden Jomfru Ane Gade.

Krimi

To forsvundne unge mennesker - to intense efterforskninger - én politikreds.

Nordjyllands Politi har siden weekenden haft gang i den store eftersøgningsindsats, da to unge mennesker, 21-årige Oliver Ibæk Lund og 22-årige Mia Skadhauge Stevn, forsvandt henholdsvis natten til fredag og natten til søndag.

Mens politiet ikke ved, hvor de skal lede efter Mia, så sætter de massivt ind på afsøgning af Limfjorden i dag i jagten på den 21-årige Oliver.

Det fortæller vicepolitiinspektør Sune Myrup til Lokalavisen.

»Vi laver en kraftig søgning efter ham i Limfjorden igen i dag. Vi har dykkere med fra Forsvaret og vores egne specialuddannede vandsøgningshunde, så det bliver et større setup i dag. Vi søger en stor strækning for at be- eller afkræftet, at han ér faldet i Limfjorden,« siger Sune Myrup.

Eftersøgningen går i gang omkring middag, og det er fortsat politiets teori, at den unge mand kan være faldet i fjorden. De har tidligere haft dykkere i aktion, men uden held.

»Derfor har vi behov for at søge et større område af, og derfor opskalerer vi indsatsen forholdsvis meget i løbet af i dag.«

To efterforskninger trækker på mandskabet

I og med der er to intense eftersøgninger og efterforskninger i gang på baggrund af de unge menneskers forsvinden, så er det også noget, der trækker på mandskabet, forklarer Sune Myrup, der dog understreger, at de sager intet ser ud til at have med hinanden at gøre.

»Det er klart, det er to sager, som vi gør alt for at få opklaret hurtigst muligt, men det er ikke sager som sådan, der har indflydelse på hinanden,« siger han og fortsætter:

»Det er selvfølgelig et stort træk på mandskabet, men begge sager har vores allerhøjeste prioritet, så vi tilfører de resurser, der skal til, for at løse de her sager.«