Beslaglagde 25 mio. illegale cigaretter: Flere anholdte efter kæmpe politiaktion
Tirsdag har National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i samarbejde med en række politikredse ransaget 16 forskellige adresser i Midtjylland og Østjylland. Ransagninger, der har resulteret i seks anholdelser og opsigtsvækkende fund.
Tirsdag formiddag har National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i samarbejde med bl.a. Østjyllands Politi samt Skattestyrelsen og Toldstyrelsen gennemført en større anholdelses- og ransagningsaktion på hele 16 forskellige adresser i Midtjylland og Østjylland.
Det sker ifølge politiet som et led i en målrettet bekæmpelse af »organiseret og grænseoverskridende kriminalitet«.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Efter en længerevarende efterforskning er der bl.a. blevet afdækket en landejendom ved Aulum, der er blevet brugt til omfattende produktion af illegale cigaretter – cigaretter, som efterfølgende er blevet videredistribueret til en større kundekreds via en række bagmænd, som har opereret fra adresser i Aarhus-området.
»Vores efterforskning har afdækket en ganske omfattende produktion og distribution af illegale cigaretter, og på den baggrund bliver der rejst sigtelse for afgiftsunddragelse på mindst 150 millioner kroner,« siger ledende politiinspektør i NSK Vest, Michael Kjeldgaard, i pressemeddelelsen.
25 mio. illegale cigaretter beslaglagt
Ved dagens aktion blev der i alt anholdt seks personer.
Fem af de anholdte er danske bagmænd i alderen 42 til 57 år, mens en 46-årig kvinde også er blevet anholdt – de betragtes alle som bagmænd med en relation til det kriminelle miljø i Aarhus.
Tirsdag formiddag blev der beslaglagt cirka 25 millioner illegale cigaretter. Derudover blev der beslaglagt omkring 13 tons forarbejdet tobak – svarende til en produktion af yderligere cirka 13 millioner cigaretter.
»Organiseret kriminelle er aktive på mange forskellige kriminalitetsområder. Illegal produktion af cigaretter med henblik på salg er både til skade for de virksomheder, der fuldt lovligt producerer og sælger cigaretter, og for statskassen, der går glip af mange millioner i punktafgifter, der kunne være anvendt til gavn for hele samfundet,« siger Michael Kjeldgaard.
Fem af de seks anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus onsdag formiddag.
De er alle sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 289, der kan give op til otte års fængsel.