Trods nye oplysninger: Politiet tror fortsat, forsvundne Oliver er faldet i vandet
Vidner har efter sigende set den 21-årige forsvundne Oliver Ibæk Lund bevæge sig væk fra vandet og tilbage mod byen - men det ændrer ikke politiets teori om, at der sandsynligvis er sket en ulykke.
Vidner mener at have set den 21-årige Oliver Ibæk Lund, der forsvandt natten til fredag i Aalborg, bevæge sig væk fra havneområdet og tilbage ind mod centrum.
Det forklarede Olivers mor, Bente Lund, der samtidig opfordrede folk til at dele videovervågning og tage kontakt, hvis man mente at se Oliver på gaden.
Men de overvågningsbilleder og vidneudtalelser, som Bente Lund er kommet frem med, er ikke noget, der vækker genklang hos Nordjyllands Politi, der stadig efterforsker Olivers forsvinden massivt.
Det fortæller vicepolitiinspektør Sune Myrup til Lokalavisen.
»Jeg er ikke bekendt med, hvad hun har udtalt sig om, men vores stærkeste hypotese, som vi stadig arbejder efter, det er desværre, at han er faldet i vandet,« siger han.
I har ikke modtaget overvågning, der kunne tyde på, han har bevæget sig tilbage mod centrum?
»Det er ikke noget, jeg kan bekræfte lige nu. Vi søger hele tiden - og vi er ude i dag og søge yderligere overvågning. Vi forsøger at hente alt det ind, vi kan, netop for at kunne dokumentere hans færden. Derfor opfordrer vi stadig til, at er der nogen, der mener, de har set ham natten til fredag, så hører vi rigtig gerne fra dem,« siger Sune Myrup.
»Det sidste livstegn, vi har fra Oliver, det er 01.25 natten til fredag nede omkring havneområdet.«
Opskalerer eftersøgningen onsdag
Vicepolitiinspektøren fortæller, at de fortsætter den intense eftersøgning af den 21-årige nordjyde, og at indsatsen opskaleres onsdag på både landjorden og i luften.
»Vi kommer til at afsøge hele landområdet ind langs havnen, ude ved Vestre Fjordparken, med vores patruljehunde for at se, om der skulle være spor efter ham, genstande, han har tabt, eller lignende. Vi har drone i luften, vi har helikopter i luften i dag, så vi leder alt det, vi kan,« siger Sune Myrup.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket i gang med to intensive eftersøgninger, da også den 22-årig kvinde Mia Skadhauge Stevn forsvandt i weekenden under en bytur i Aalborg.