Indlagt på intensiv efter voldsom ulykke: Bil trillede rundt flere gange
Søndag eftermiddag kom en 69-årig mand alvorligt til skade efter et voldsomt solouheld på Søndervig Landevej nær den lille vestjyske by Kloster.
Søndag kom en 69-årig mand fra Sjælland slemt til skade efter et voldsomt solouheld på Søndervig Landevej nær den lille vestjyske by Kloster.
Det kunne vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch bekræfte over for Dagbladet Ringkøbing-Skjern søndag eftermiddag.
Politiet modtog anmeldelsen om den alvorlige færdselsulykke omkring klokken 15.15.
Her kunne en borger berette, at den 69-årige mand var kørt galt, og at bilen efter alt at dømme var trillet rundt flere gange.
Den 69-årige sad fastklemt i den totalskadede bil, og Brand & Redning MidtVest måtte derfor assistere politiet med at få hjulpet manden ud.
»Det er et solouheld. Om han har kørt for stærkt, eller om han var beruset, ved vi ikke, men vi har udtaget en blodprøve,« lød det fra vagtchefen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern søndag.
Den alvorligt tilskadekomne mand blev efterfølgende fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital.
Her blev han indlagt på intensiv og blandt andet opereret for flere brud i ryggen.
Der på nuværende tidspunkt ikke noget nyt om mandens tilstand.