Fortsæt til indhold

Mystisk politiaktion - restaurant evakueret: Kvinde truet på livet - politiet søger at anholde muligt bevæbnet mand

I løbet af onsdag eftermiddag var politiet massivt til stede ved lystbådehavnen i Struer - en kvinde var blevet truet på livet, og politiet er i øjeblikket i gang med en stor aktion for at anholde manden, der er anmeldt for trusler, som befinder sig på en båd - og som hævder at være bevæbnet.

Krimi
sbl

Opdateret 24. februar 16.50: En 53-årig mand, der blev anholdt ved aktionen onsdag har været fremstillet i grundlovsforhør. Her valgte retten at løslade manden. Se mere her.

I løbet af onsdag eftermiddag og aften har Midt- og Vestjyllands Politi været massivt til stede omkring lystbådehavnen i Struer.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter over for Lokalavisen, at der er tale om en anholdelsesaktion af en mand, der efter sigende har truet en kvinde på livet. Han opholder sig i øjeblikket på en båd i lystbådehavnen og vil ikke forlade den, oplyser Mette Qvistgaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestjyllands Politi til Lokalavisen.

Midt- og Vestjyllands Politi har onsdag eftermiddag og aften været massivt til stede i Struer, hvor en kvinde - og betjente - er blevet truet på livet. Angiveligt af en mand, der opholder sig på en båd i lystbådehavnen. Foto: Presse-fotos.dk.

I løbet af aftenen er der også ankommet helikoptere til stedet, men Mette Qvistgaard kan ikke uddybe med hvilken funktion, de er der.

Der er i løbet af onsdag aften også ankommet helikoptere til lystbådehavnen, men politiet kan ikke oplyse, hvilken funktion, de har i aktionen. Foto: Presse-fotos.dk.

Hun forklarer yderligere, at det faktum, at manden opholder sig på en båd i lystbådehavnen har kompliceret anholdelsesaktionen, og derfor er den fortsat i gang.

»Det er klart, at når den pågældende befinder sig på en båd, er det noget mere kompliceret. Den pågældende har også selv oplyst, at han har våben ombord. Dermed ikke sagt, at han har det, men vi kan ikke udelukke det, og derfor er vi også nødt til at tage vores forholdsregler,« siger Mette Qvistgaard.

Det startede aktionen

Ifølge politikredsen har de tidligere onsdag modtaget en henvendelse fra en kvinde, der anmeldte, at hun var blevet udsat for trusler på livet, og det førte til det store politiopbud i Struer. Kvinden er uden for fare.

Midt- og Vestjyllands Politi har onsdag eftermiddag og aften været massivt til stede i Struer, hvor en kvinde - og betjente - er blevet truet på livet. Angiveligt af en mand, der opholder sig på en båd i lystbådehavnen. Foto: Presse-fotos.dk.

Over for TV 2 forklarede kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestjyllands Politi, Mette Qvistgaard, tidligere på aftenen, at politiet er så massivt til stede »for at undgå, at der opstår en farlig situation«.

Politiet har hele dagen opfordret borgere i Struer til at holde sig på afstand af stedet, netop for at undgå en farlig situation.

»Der er en grund til, vi har bedt folk holde sig på afstand. Der har også været fremsat trusler mod vores betjente,« siger hun til TV 2.

Ingen er kommet til skade under aktionen, oplyser politiet foreløbigt.