Massiv politiaktion førte til anholdelse: Nu er 53-årig mand på fri fod igen
Det tog Midt- og Vestjyllands Politi adskillige timer og en stor aktionsstyrke at anholde en 53-årig mand, der var mistænkt for at stå bag trusler og vold mod en kvinde - Retten i Holstebro løslod manden efter torsdagens grundlovsforhør.
En langvarig og dramatisk anholdelsesaktion i Struer onsdag førte sent på aftenen til anholdelsen af en 53-årig mand, der havde taget ophold på en båd i lystbådehavnen og nægtede at lade politiet anholde ham.
Kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestjyllands Politi forklarede i løbet af aktionen, at den 53-årige mand også havde truet betjente.
Kort før midnat lykkedes det så politiet ved hjælp af vand at vælte manden i vandet og derefter hente ham op og foretage anholdelsen.
»Jeg er glad for, at det lykkedes os at afslutte det her på en god og ordentlig måde, uden nogen kom til skade,« lød det fra vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestjyllands Politi, Sune Espersen, efter anholdelsen.
Fremsat i grundlovsforhør
Torsdag blev den 53-årige mand så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro, hvor anklageren fremlagde forhold om blandt andet trusler og vold mod en kvinde, som han har haft et forhold til gennem knap et år. Derfor krævede anklageren varetægtsfængsling.
Forsvareren argumenterede for en løsladelse, og dommeren efterkom netop dette og begrundede det med, at den gentagne kriminalitet kun bestod i skrevne trusler, og at kriminaliteten ellers lå så langt tilbage, at der ikke var grund til fængsling. Manden er dog fortsat sigtet, og anklageren har kæret kendelsen til landsretten.
Det skriver TV Midt-Vest i dag.
Ifølge anklageren havde den 53-årige mand i løbet af onsdagen skrevet beskeder til kvinden med trusler om at slå hende ihjel og »smadre hendes kranie«, skriver tv-stationen.
Manden er ikke blevet sigtet for truslerne mod politiet, men udelukkende for trusler rettet mod den kvinde, der henvendte sig til Midt- og Vestjyllands Politi onsdag - og dermed startede aktionen for mandens anholdelse.