Fortsæt til indhold

Politi til stede i boligområde: Undersøger huller i lejlighedsblok

Østjyllands Politi er i området, hvor en 21-årige mand blev dræbt i nat, for at undersøge huller i en lejlighedsblok i Viby.

Krimi

Teknikere fra Østjyllands Politi befinder sig fortsat i Rosenhøj-området, hvor der i nat blev begået et drab på en 21-årig mand.

Noget kunne tyde på, at der er blevet afgivet flere skud i området, men det er endnu uvist. I øjeblikket bliver der undersøgt nogle huller i en lejlighedsområde. Men Østjyllands Politi kan ikke bekræfte, om de har relation til nattens episode i Viby.

Video: Øxenholt Foto

»Det er rigtigt, at vi laver nogle undersøgelser ude i området, men jeg kan ikke kommentere på, om det har relation til drabet,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver fra Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

Foto: Øxenholt Foto

En politipatrulje fandt natten til tirsdag klokken 1.11 en 21-årig mand dræbt i en bil i krydset Søndervangs Allé/Ringvej Syd i Viby J. Patruljen var på vej til en anden opgave i Rosenhøj, da patruljen undervejs til opgaven fandt den 21-årige, der var blevet dræbt af skud. Der var ikke andre personer i bilen.

Østjyllands Politi har efterforsket sagen intensivt hele natten og morgenen og spærrede krydset af, mens der blev sikret spor på stedet. Afspærringen blev ophævet ved 8-tiden tirsdag morgen.