Fortsæt til indhold

Brutalt knivoverfald: Politiet deler billede i fortsat jagt på gerningsmand

Politiet har siden onsdag jagtet den formodede gerningsmand bag et voldsomt overfald med kniv, og selvom politiet kender den mistænktes identitet, er de ikke lykkedes med at pågribe ham. Nu beder de offentligheden om hjælp.

Krimi
sbl

Sent onsdag eftermiddag var Københavns Vestegns Politi til stede ved et autoværksted på Rugvænget i Taastrup efter et voldeligt overfald med kniv.

I samme ombæring meldte politiet ud, at offeret var uden for livsfare, men den formodede gerningsmands identitet var kendt.

Alligevel har de endnu ikke haft held med at pågribe den mistænkte.

Fredag har politiet så offentliggjort billede og navn på den formodede gerningsmand i en pressemeddelelse og beder befolkningen om hjælp til at finde frem til manden.

Det drejer sig om 37-årige Erhan Semovski, der er efterlyst for det alvorlige overfald.

»Knivoverfaldet skete med en sådan volsomhed, at politiet vurderer det som drabsforsøg,« skriver Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.

Erhan Semovksi beskrives som en mand med alderssvarende udseende, mørk i huden, muskuløs af bygning og 180 centimeter høj. På gerningstidspunktet havde han kortklippet mørkt hår og mørkt fuldskæg.

»Erhan Semovski ved godt vi leder efter ham, og jeg skal derfor opfordre ham til at melde sig til politiet,« siger politikommissær Ole Nielsen.

Har du set Erhan Semovski eller kender til hans færden, kan du kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på telefon: 43 86 14 48.