Dømt for at lege politimand: Jagtede irriterende knallerter med blå blink
Lad politi og røver-legen blive hjemme i haven, lyder det fra politiet efter dom.
En 36-årig mand fra det midtjyske er blevet dømt ved Retten i Herning for at have udgivet sig for at være politiet.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden havde sat udrykningslys på sin bil og jagtede med blinket tændt to knallertkørere, som han fandt generende.
En borger overværede episoden med den falske, civile politibil og ringede til det rigtige politi, der efterfølgende kunne sigte ham for ulovligt at udøve offentlig myndighed.
Det kostede den 36-årige en betinget dom. Desuden skulle han betale sagens omkostninger, og så fik han sågar sit falske politiblink konfiskeret.
»Lad lige politi og røver-legen blive hjemme i haven og overlad udrykningskørsel til os. Vi er særligt uddannet til det og holder løbende vores køreevner ved lige med træning på lukkede køreanlæg,« lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.