Fortsæt til indhold

Udvist efter grov afstraffelse og ydmygelse: Truede med at dele video af seksuelt overgreb

Tre mænd er blevet dømt i voldsom sag fra Kalundborg.

Krimi
ddp

Tre mænd skal i fængsel - og to af dem skal udvises fra Danmark.

Sådan lød dele af dommen mod to 35-årige samt en 40-årig mand, som er kendt skyldig i en opsigtsvækkende voldssag fra Kalundborg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Det var en aften i juni 2021, at en 29-årige mand i et hus i Kalundborg blev udsat for en grov afstraffelse og ydmygelse.

Forud for episoden var der opstået et uvenskab mellem manden og de tre bekendte, der nu er dømt i sagen.

Under voldsepisoden blev den 29-årige tildelt flere slag og spark, trukket hen over gulvet og truet med en kniv. Samtidig blev han bundet med strips på hænderne og fik gaffatape for munden og næsen.

De tre mænd udsatte desuden den 29-årige får et ydmygende seksuelt overgreb, som de optog på video. Det forhold gjorde, at retten også fandt de tre mænd skyldige i voldtægt ved andet seksuelt forhold en samleje.

To af mændene blev desuden dømt for vidnetrusler, da de truede manden med at offentliggøre videoen, hvis offeret fortalte nogen om afstraffelsen.

Den ene, en 35-årig mand, blev af Retten i Holbæk straffet med to år og ni måneders fængsel, mens den anden, en ligeledes 35-årig mand, fik to år og seks måneders fængsel. Begge blev dømt til udvisning. Den sidste, en mand på 40 år, der ikke blev udvist, fik to års fængsel.

De tre mænd blev fundet skyldige ved et retsmøde i januar, men strafudmålingen faldt altså først på plads fredag.

De to mænd, der blev udvist, ankede på stedet, mens den tredje valgte at tænke over, om han vil anke sagen.