Fortsæt til indhold

Civile betjente overværede gaderøveri på Store Torv: Tre sigtet for at slå og sparke 19-årig

Natten til søndag greb civilklædte betjente straks ind, da de pludselig overværede et gaderøveri på Store Torv i Aarhus. Tre mænd blev anholdt på stedet og vil søndag ved middagstid blive fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi
af

Søndag klokken 12 bliver tre mænd fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

De tre mænd – på hhv. 17, 18 og 19 år – er alle sigtet for forsøg på gaderøveri mod en 19-årig mand på Store Torv i det centrale Aarhus natten til søndag omkring klokken 00.32.

Ifølge Østjyllands Politi skulle de tre mænd have truet den 19-årige med vold, hvis han ikke indvilligede i at betale dem et kontant beløb.

Men da den 19-årige mand ikke kunne betale, blev han i stedet både sparket og slået og fik samtidig frarøvet sin mobiltelefon.

Episode blev dog – uheldigvis for de sigtede – overværet af en civil politipatrulje, som straks greb ind og foretog en anholdelse af de tre gerningsmænd på stedet.

Af døgnrapporten fra Østjyllands Politi fremgår det, at der i forbindelse med anholdelserne desuden blev beslaglagt en peberspray, én ulovlig kniv samt 0,8 gram kokain.