Fortsæt til indhold

79-årig død af sine kvæstelser efter gasflaske-eksplosion

Mandag eftermiddag kom en ældre mand alvorligt til skade, da der pludselig opstod en større brand efter en gasflaske eksploderede på en adresse på Vibækvej i udkanten af Viborg. Manden blev efterfølgende fløjet til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet – tirsdag formiddag oplyser politiet dog, at manden er død som følge af sine brandskader.

Krimi
af

Mandag eftermiddag blev en 79-årig mand fløjet på Rigshospitalet på grund af sine kvæstelser i forbindelse med en brand på en ejendom på Vibæksvej i Viborg.

»Branden er opstået ude i et skur, som så er brændt ned efterfølgende. Hvad der har forårsaget branden, ved jeg ikke endnu,« kunne vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Jens Claumarch fortælle til Ekstra Bladet mandag.

Manden blev transporteret med ambulance til Viborg Flyveplads hvorefter en helikopter samlede ham op for at bringe ham til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.

Ifølge vagtchefen var der én anden person til stede på ejendommen på Vibæksvej – men vedkommende kom tilsyneladende ikke noget til.

Et skur på Vibækvej i Viborg brændte mandag eftermiddag helt ned til grunden og sendte en mand af sted til Rigshospitalet med skader fra branden. Foto: Presse-fotos.dk.

Tirsdag formiddag skriver Viborg Stifts Folkeblad at den 79-årige mand nu er død af sine brandskader.

Ifølge avisen var manden mandag eftermiddag i gang med at restaurere en bådmotor i et værksted et stykke fra sin ejendom da en gasflaske pludselig eksploderede og derefter forårsagede en større brand.

De pårørende er underrettet oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Viborg Stifts Folkeblad.

»Nu skal vi foretage nogle undersøgelser, som skal fastlægge, hvad der skete. Vi har en formodning om, at branden opstod i forbindelse med rygning,« siger politikommissær Ralf Høgedal.

Han tilføjer til avisen, at der omkring den 79-årige mand var en del benzin samt altså en gasflaske.