Risikerer fængsels- og bødestraf: Lastbilchauffør kørte galt i Løgstør med promille på 2,8
En 38-årig lastbilchauffør fra Moldova kørte onsdag aften vanvidskørsel i Løgstør med en promille på 2,8.
En 38-årig lastbilchauffør fra Moldova bragede onsdag aften omkring kl. 19.39 ind i et vejskilt i Løgstør med en promille på 2,8.
Det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen ifølge Ekstra Bladet over for Ritzau natten til torsdag.
Den 38-årige mand slap uskadt fra uheldet, og der er derfor udelukkede tale om materielle skader.
Til gengæld risikerer den moldoviske lastbilchauffør nu fængsels- og bødestraf samt at få konfiskeret sin lastbil efter at være blevet fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag.
Vagtchef Thomas Ottesen forklarer nemlig til Ritzau, at den pågældende lastbilchaufførs promille ganske enkelt var så høj, at det kategoriseres som vanvidskørsel.
»Når promillen er så høj – den er over to – så falder den ind under de nye regler om vanvidskørsel,« siger vagtchefen.
Det var en række civile, der havde været vidne til episoden, der tilbageholdt lastbilchaufføren, indtil politiet ankom.