Sygdom og dårlig karma: Danser med Drenge udskyder turné oven på internt Ukraine-kaos
Det danske orkester Danser med Drenge melder ud, at de udsætter deres planlagte forårsturné på grund af sygdom og »dårlig karma efter sidste uges medieomtale«, hvor de næsten gik i opløsning over medlems kontroversielle ytringer om Ukraine.
Det danske orkester Danser med Drenge udskyder sin planlagte forårsturné.
Det melder bandet selv ud på Facebook onsdag.
»Vi er kede af at måtte meddele, at vi igen må udsætte vores forårsturné pga. sygdom og dårlig karma efter sidste uges medieomtale, som vi endnu ikke er kommet os over,« skriver bandet i et opslag.
Den sidste uges medieomtale refererer til, at Danser med Drenge forrige fredag undsagde bandmedlemmet Klaus Kjellerup, der havde udtalt sig kontroversielt om Ukraine i relation til den igangværende krig.
Udtalelser, som hovedpersonen selv, bitterligt fortrød stort set omgående efter bandmedlemmerne afbrød samarbejdet.
Den efterfølgende »dårlige karma« får altså bandet til at trække stikket til tour-bussen. Det er den femte udsættelse af turnéen, der første gang blev udskudt på grund af coronapandemien.
»Vi undskylder overfor vores fans og publikum, som havde købt billetter i tillid til, at vi kom og spillede. Vi havde glædet os til at spille for jer igen dette forår efter fire udsættelser, men sådan skulle det åbenbart ikke være,« skriver bandet videre.
Danser med Drenge har ifølge opslaget endnu ikke overblik over, hvornår turnéen bliver flyttet til, skriver de.