Fortsæt til indhold

Danser med Drenge i opløsning efter Ukraine-kontrovers: »Vi er dybt chokerede«

Danser med Drenge vil ikke længere samarbejde med medlemmet Klaus Kjellerup efter ytringer om Ukraine-krigen.

Kultur og byliv
/ritzau/

Opdateret kl. 14.48: Klaus Kjellerup trækker sig selv fra bandet, fortæller han til Jyllands-Posten og beklager sine udtalelser.

Klaus Kjellerup er ikke længere en del af bandet Danser med Drenge.

Det skriver Ekstra Bladet.

Baggrunden er, at Klaus Kjellerup, der var kapelmester og bassist i bandet, har ytret sig kontroversielt om krigen i Ukraine.

På Twitter har han eksempelvis givet udtryk for, at det ikke er russere, der bomber i Ukraine, men at det er ukrainske nazi-terrorgrupper, der står bag.

Den slags ytringer ønsker de andre medlemmer af Danser med Drenge ikke at delagtiggøres i, og derfor stopper de samarbejdet med Klaus Kjellerup.

Det skriver Kasper Langkjær, bandets trommeslager, i et opslag på Facebook, der er adresseret til Klaus Kjellerup.

»I løbet af det sidste døgn er vi blevet opmærksom på dine mange voldsomme og frastødende ytringer omkring situationen i Ukraine.«

»Vi er dybt chokeret og ønsker på ingen måde at være en del af dine synspunkter.«

»Det er holdninger, som uimodsagt vil fremstå som Danser med Drenges, hvilket det absolut ikke er, og som vi er forpligtigede til at tage afstand fra.«

»På baggrund af dette er det ikke muligt for os at gennemføre den kommende turné sammen med dig, og vi træder ligeledes ud af et fremtidigt samarbejde,« skriver Kasper Langkjær.

Danser med Drenge var særligt populære i 90’erne. Bandet er blandt andet kendt for at stå bag nummeret ”Hvor længe vil du ydmyge dig?”.

»Jeg lægger mig fladt ned«

Over for Jyllands-Posten har Klaus Kjellerup reageret på nyheden om bandets opløsning. Han fortæller, at han er ked af kollegernes beslutning, og at han fortryder alt det, han har sagt og skrevet om Ukraine.

»Det er så hæsligt det her. Jeg lægger mig fladt ned. Jeg er så ked af, at jeg er kommet til at såre nogle mennesker. Det er det værste jeg ved. Og værst er det, at jeg har såret flygtningene fra Ukraine,« siger han til Jyllands-Posten.

Klaus Kjellerup er ligeledes ked af at skuffe fans af Danser med Drenge og meddeler, at han trækker sig fra bandet, så de kan turnere uden ham. Han håber på tilgivelse for sine ytringer, fortæller han.

»Jeg sparker mig selv. Jeg har været så dum, og jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne være så dum. Jeg burde have forudset det. Jeg hader at såre andre mennesker. Jeg har skrevet sange om at såre andre mennesker, og nu har jeg gjort det selv. Hvis jeg bare kunne gøre det om, så ville jeg gøre det,« siger han til avisen.

Klaus Kjellerup er også tidligere medlem af bandet Tøsedrengene. Det band var særligt populært i 80’erne og stod bag numre som ”Indianer” og ”Så gik der tid med det”.

Krigen i Ukraine begyndte 24. februar, hvor Rusland invaderede nabolandet. Siden har russiske styrker bombet bygninger i Ukraine med døde og sårede til følge.