Politiet efterlyser specifikke vidner i sag om drab på sagesløs ung mand: Disse fem bilister søges
Politiet har identificeret fem biler i forbindelse med skuddrab i Viby, hvis førere og eventuelle passagerer man gerne vil i kontakt med.
Østjyllands Politi efterlyser nu førerne eller passagerne i fem konkrete biler, som er spottet på videoovervågningen natten til den 8. marts i det kryds i Viby, hvor en 21-årig mand blev skuddræbt.
Et drab, som ifølge politiet efter al sandsynlighed skete, fordi den 21-årige var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alt i politiets efterforskning peger på, at han var et tilfældigt offer.
»Vores konklusion er, at den 21-årige var en sagesløs ung mand, som absolut ingen forbindelse har haft til det kriminelle miljø eller bandemiljøet. Han var alene i sin bil og på vej hjem, da han af ukendte årsager blev ramt af skud og på tragisk vis afgik ved døden,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Siden den 21-årige blev fundet dræbt i sin bil har Østjyllands Politi efterforsket sagen intensivt og har blandt andet kigget mange timers overvågning igennem.
Det er på den baggrund, at politiet nu går ud og efterlyser personerne i fem biler, der ses køre i krydset Ringvej Syd/Søndervangs Allé i Viby. Bilerne har alle passeret stedet i tiden kort efter kl. 00.50 natten til den tirsdag d. 8. marts.
Østjyllands Politi har noteret sig følgende og vil meget gerne i forbindelse med de personer, der befandt sig i bilerne:
Omkring kl. 00.53 kører en lille hvid bil af ukendt mærke ad Søndervangs Allé i nordlig retning. Bilen kører ligeud i krydset Søndervangs Alle/ Ringvej Syd og fortsætter ad Søndervangs Alle. (Rød pil på kortet herunder)
- Ca. samme tid kører en lille grå bil (muligvis Kia Picanto eller Fiat Panda) med tågelygterne tændt ad Søndervangs Allé i nordlig retning og svinger i krydset Søndervangs Alle/Ringvej syd til venstre ad Ringvej Syd. (Rød pil på kortet herunder)
- Ca. samme tid kører et køretøj af ukendt størrelse og farve med høj hastighed ad Ringvej syd i østlig retning og igennem krydset Søndervangs Alle/Ringvej Syd. (Blå pil kortet herunder)
- Kort før kl. 00.54 kører et køretøj af ukendt størrelse og farve ad Ringvej Syd og svinger til venstre i krydset Søndervangs Alle/Ringvej Syd, hvor den er ved at kollidere med det køretøj politiet har fremsat billeder af i pressen. (Sort pil på kortet herunder)
- Ca. samme tid kører et køretøj af ukendt størrelse og farve ad Søndervangs Allé i nordlig retning og svinger i krydset Søndervangs Alle/Ringvej syd til venstre ad Ringvej Syd. (Grøn pil på kortet herunder)
Befandt du dig i en af bilerne, så ring til Østjyllands Politi på tlf. 114.
»Vi vurderer, at personerne i de fem konkrete biler potentielt kan være vigtige vidner, og derfor vil vi meget gerne i kontakt dem. Samtidigt vil jeg gerne sende en stor tak til de mange borgere, der allerede har henvendt sig med tips, observationer og videoovervågning. Det har været en stor hjælp,« siger Brian Voss Olsen.