Kvinder og barn kørt på skadestuen efter bilsammenstød med store materielle skader
Færdselsuheld i kryds på Landevejen ved Hadsten.
Tre personer blev kørt på skadestuen til nærmere undersøgelse efter et færdselsuheld med to biler mandag eftermiddag ved Hadsten.
Det skete mandag 4. april klokken 13.45 i krydset Landevejen/Stahotvej nordøst for Hadsten, da en 34-årig kvindelig bilist kørte ud fra Stahotvej og kørte sammen med den anden bil, der kom kørende på Landevejen i sydlig retning.
Østjyllands Politi har ikke nogen nærmere beskrivelse af uheldet, men oplyser, at der skete relativt store skader på begge biler, og at ingen personer umiddelbart kom alvorligt til skade.
Den 34-årige kvinde havde et barn med i bilen, der ligesom den 34-årige kvinde og den 68-årige kvindelige fører af den anden bil blev kørt på skadestuen. Af hensyn til at man ikke kan identificere de implicerede parter i færdselsuheldet, ønsker politiet ikke at oplyse barnets alder, samt hvor den 34-årige kvinde kommer fra, udover at det er i Favrskov Kommune. Den 68-årige kvinde er fra Aarhus.
En af bilerne lækkede en del olie på vejen efter uheldet, så brandvæsnet blev tilkaldt for at hjælpe med at fjerne olien, så der igen kunne køres på vejen.
Den 34-årige kvinde, der kørte ud fra Stahotvej, er endnu ikke blevet afhørt i sagen og ikke umiddelbart sigtet, oplyser politiet til Lokalavisen Favrskov.