Fortsæt til indhold

Voldsomme flammer har fat i gård med dyrehold: »Låget er væk«

Brandvæsenet i Vejle rykkede hurtigt ud til meldingen om brand i en gård med dyrehold og fandt en overtændt bygning, der har lidt store skader i branden.

Krimi

Omkring klokken halv to fredag eftermiddag tikker der en melding ind hos Vejle Brandvæsen: Brand i gård med dyrehold.

Mandskabet rykker hurtigt ud til gården, der ligger på Harresøvej i Give og får på vejen at vide, at der ikke er dyr i fare ved branden. Til gengæld er den maskinhal, som brænder, overtændt konstaterer beredskabet.

Det forklarer indsatsleder ved Vejle Brandvæsen, Klaus Kristensen, til Lokalavisen.

»Det er en maskinhal og garage, der er overtændt, da vi kommer ud. Der står også enkelte maskiner derude. Samtidig er der et fyrrum, der også forsyner stuehuset, og det er her, branden formodes at være startet. Det er også her, ejeren først ser, at det brænder,« siger han og fortsætter:

»Ejeren forsøger selv at slukke branden, men derfra går det bare rigtig stærkt,«.

Bygningen meget medtaget

Klaus Kristensen forklarer, at det ikke som sådan er ekstra problematisk, at der står maskiner inde i hallen, der brænder. I stedet har fokus været på at håndtere flere gasflasker, der opbevares i bygningen, ved enten at køle dem ned eller at fjerne dem, så de ikke udgør en fare for mandskabet.

Samtidig er brandvæsenet meget opmærksomme på taget, og i det hele taget er der tale om en omfattende brand, der ikke har medført dyre- eller personfare, men som har hærget bygningen kraftigt.

Selvom meldingen kom til brandvæsenet ombrand i gård med dyrehold, var der ingen dyr i den flammehærgede bygning, ligesom heller ingen personer er kommet noget til. Foto: Presse-fotos.dk.

»Bygningen er ret medtaget af branden. Det er en solidt muret bygning, så der er ikke fare for, at væggene falder sammen, men låget er væk. Den kommer til at stå uden tagkonstruktion, når vi er færdige herude,« siger Klaus Kristensen.

Branden er under kontrol, oplyser han, og det er nu efterslukningsarbejde, der er i gang. Indsatslederen skyder på, at brandvæsenet er på stedet i hvert fald et par timer endnu.

Maskinhallen står isoleret, og branden har ikke haft mulighed for at sprede sig.