Kraftig brand i frisørsalon i Nordvestkvarteret: Opgange evakueret
Tirsdag morgen er der udbrudt en voldsom brand i en frisørsalon på hjørnet af Tomsgårdsvej i Nordvestkvarteret i København. Hovedstadens Beredskab er i fuld gang med slukningsarbejdet og har evakueret de omkringliggende opgange. I forbindelse med branden er Toftegårdsvej i øjeblikket afspærret.
Opdatering: På Twitter kl. 7.08 har Hovedstadens Beredskab netop meldt ud, at branden på Ringertoften 2 nu er slukket. Beredskabet forventer dog at være på stedet cirka en halv time endnu. Københavns Politi supplerer på deres Twitter-profil, at Tomsgårdsvej atter er åbent for trafik i retning mod Tuborgvej.
Tirsdag morgen er Hovedstadens Beredskab rykket ud til en kraftig brand på Tomsgårdsvej i Nordvestkvarteret i København.
Det meddelte Hovedstandes Beredskab på Twitter kl. 6.13.
»Det brænder kraftigt. Vi er i gang med at slukke og er ved at evakuere to opgange,« lød det fra beredskabet.
Der er tale om en frisørsalon, som i øjeblikket står i flammer på Ringertoften nær Bispebjerg Kirkegård.
Til Ekstra Bladet fortæller Københavns Politis vagtchef Dyre Sønnicksen, at der lige nu arbejdes på at få evakueret alle beboerne i opgangene.
»Umiddelbart er alle ude, vi skal lige tælle efter,« fortæller vagtchef Dyre Sønnicksen.
»Det ser ikke ud til, at nogen er kommet til skade,« tilføjer han.
På Twitter kl. 6.22 kunne Københavns Politi ligeledes melde om »ild i byning« på Ringertoften 2 i Nordvestkvarteret.
»Vi er fremme sammen med brandvæsnet, der er i gang med slukning,« skrev politikredsen tidligt tirsdag morgen.
I den forbindelse er Tomsgårdsvej i øjeblikket helt afspærret.
»Søg alternative veje,« tilføjer Københavns Politi.
Lokalavisen følger sagen …