Serieblotter i skov?: Ung mand begyndte at onanere foran 21-årig
Politiet har tidligere fået to anmeldelser om lignende episoder samme sted.
En 21-årig kvinde fik tirsdag en uønsket overraskelse i forbindelse med en gåtur i Mollerup Skov ved Risskov.
Ifølge kvindens forklaring blev hun kort efter klokken 14 antastet af en fremmed mand på en sti. Han blottede sit lem foran hende og begyndte at onanere, og da hun begyndte at gå fra stedet, gik han efter hende og tog hende på bagdelen, inden han løb derfra.
Kvinden skyndte sig herefter hjem og kontaktede politiet.
Østjyllands Politi har tidligere fået to anmeldelser om lignende episoder i Mollerup Skov. To kvinder på 28 og 41 år har anmeldt, at de den 5. april mødte en mand, der blottede sig for dem samme sted.
Østjyllands Politi efterforsker sagerne og vil den kommende tid patruljere ekstra i området. Den 21-årige har givet følgende signalement af manden:
• Dansk af udseende
• Ca. 18 år
• Ca. 180 cm høj
• Kort »leverpostejfarvet« hår
• Iført sort joggingtøj
Har du oplysninger i sagen, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.