14-årig stukket ned på Frederiksberg: Såret teenager blev fundet på Frederiksberg Centrets toiletter
Tirsdag aften blev en 14-årig dreng stukket ned på Frederiksberg efter et slagsmål mellem to mindre grupper. Det er stadig for tidligt at fastslå, om der er tale om en banderelateret hændelser, understreger Københavns Politi.
Det var en vagt i Frederiksberg Centret, der tirsdag aften fandt en såret 14-årig dreng på centrets herretoilet.
Drengen var kort tid forinden blevet stukket ned med en kniv efter et slagsmål ikke så langt fra Frederiksberg Centret.
Det skriver B.T., der har været i kontakt med Københavns Politi.
Hovedstadens politikreds var derfor også til stede tirsdag aften på Frederiksberg, hvor centret efterfølgende blevet spærret af.
Til B.T. fortæller vicepolitiinspektør Jesper Beuschel onsdag, at Københavns Politi stadig er i fuld gang med efterforskningen.
»Vi er stadig i gang med efterforskningen, men det tyder på, at det har fundet sted i området omkring Falkoner Plads,« siger Jesper Beuschel, der samtidig tilføjer, at det stadig er for tidligt at slå fast, om slagsmålet var banderelateret – men det indgår dog som en del af efterforskningen.
Københavns Politi opfordrer desuden eventuelle vidner i sagen til at tage kontakt til politiet på 114.
Ifølge Ekstra Bladet var Københavns Politi talstærkt til stede tirsdag aften både i og omkring det store center på Frederiksberg.
I første omgang var politiet ikke fuldt ud klar over, hvad der var sket.
Vagtchefen kunne dog over for avisen tirsdag aften berette, at den 14-årige ikke var samarbejdsvillig.