Kræver anbringelse: 55-årig tiltalt for brutalt drab på sin mor
Mand fra Brønderslev i Nordjylland risikerer anbringelse på psykiatrisk afdeling, hvis han bliver kendt skyldig i det brutale drab på hans 75-årige mor.
Tirsdag og onsdag er en opsigtsvækkende sag for retten i Hjørring, når der skal tages stilling til, om en 55-årig mand fra Brønderslev stod bag det brutale overfald sidste år, der kostede hans 75-årige mor livet.
Anklageren kræver den 55-årige tiltalte anbragt på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Det skriver TV 2 Nord, der har fået indsigt i anklageskriftet forud for første retsdag.
Den 55-årige har siddet varetægtsfængslet lige siden de voldsomme hændelser den 30. juli 2021, hvor politiet mener, at det er ham, der har stået bag overfaldet i tidsrummet 2.30 til 4.15 om morgenen.
Her blev moren udsat for brutal vold i form af utallige slag, spark, stød med knæ, tramp og lignende mod hoved og krop, ligesom anklageskriftet hævder, at han udsatte hende for kvælning, skriver TV 2 Nord.
Det resulterede i voldsomme skader på den 75-årige kvinde såsom adskillige ribbensbrud, bækkenbrud og en større blodansamling i hjernen, der endte med at koste hende livet de følgende morgen.
Anklageren lægger også op til, at den 55-årige skal fratages arveretten som supplement til forvaringsstraffen. Det vides endnu ikke, hvordan den 55-årige tiltalte forholder sig til anklagerne.