Fortsæt til indhold

Idrætslærer krænkede elever og havde samleje med 13-årig: Nu får kommunen regning

En pige fra Dianalund får 300.000 kroner i erstatning fra Sorø Kommune, efter en idrætslærer blev dømt for at have samleje med hende. Kommunen erkender ikke at leve op til sit ansvar.

Krimi
sbl

Sorø Kommune må betale erstatning til en pige fra den sydvestsjællandske by Dianalund, hvor en tidligere skolelærer i kommunen krænkede flere mindreårige skolepiger og havde samleje med førnævnte pige, da hun var 13 år gammel.

Det oplyser familiens advokat på baggrund af et forlig, der er indgået mellem familiens advokat og kommunen, der har erkendt at have et ansvar i sagen. Erstatningen lyder på 300.000 kroner.

Det skriver TV 2 Øst.

Pigens familie havde stævnet Sorø Kommune for brud på menneskerettighederne, fordi kommunen som myndighed ikke greb ind over for den mandlige idrætslærer, der krænkede flere af skolens mindreårige piger og havde samleje med pigen på dengang 13 år.

»Der har været en masse tegn på, at der var noget fuldstændig galt her. Dem har man ikke formået at følge op på. Det er både børnene, der har henvendt sig til lærerne, det er lærernes egne observationer af grænseoverskridende adfærd fra den her gerningspersons side, og det er det, man ikke har formået at samle op og reagere på, så man kunne have forhindret de her grove overgreb,« siger familiens advokat til mediet.

Først dømt - så frifundet

Ifølge TV 2 Øst blev den tidligere idrætslærer tiltalt i byretten for en række forhold blandt andet voldtægt af den dengang 13-årige elev. Manden var blandt andet tiltalt for at have bundet og voldtaget pigen analt i en skov, mens han hev hende hårdt i et halsbånd, han havde givet hende på.

Derfor blev den tidligere lærer ikendt seks års fængsel for voldtægten. I landsretten blev han dog senere frifundet for voldtægt, men dømt for samleje med mindreårig og fik en dom på to års fængsel.

Herudover blev han fundet skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, forsøg på besiddelse af børneporno og vidnetrusler.

Sagen fik vidtrækkende konsekvenser, da lovgivningen blev ændret, så der automatisk er tale om voldtægt, hvis en voksen over 22 år har samleje med et barn under 15 år.

Kommunen har fastholdt, at de ikke havde mulighed for at gribe ind, men det har ændret sig, efter en række beviser er kommet på bordet.