Politiet anholder en tredje gerningsmand for drabet i Rådhusparken
26-årig mand blev mandag anholdt i fængslet og sigtet for drab.
En 26-årig mand bliver mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for drab.
Østjyllands Politi anholdt den unge mand mandag formiddag i et fængsel, hvor han i øjeblikket afsoner en dom i en helt anden sag.
Det er politiets formodning, at den 26-årige var medvirkende til drabet på en 34-årig mand i Rådhusparken den 9. december 2021.
Der er tale om et drab begået i det aarhusianske misbrugsmiljø. Det 34-årige offer blev dræbt ved kvælning og fundet ved en bænk.
To øvrige sigtede i sagen, en nu 25-årig mand og en 58-årig mand, har tidligere begge været varetægtsfængslet, men blev den 17. januar løsladt igen.
De er dog begge fortsat sigtet i sagen.
»Det har været et svært miljø at efterforske i, men vi har i de seneste måneder fortsat vores massive efterforskning, og det har nu ført til, at vi har anholdt og sigtet en tredje mand i sagen,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen.