Nu får brutalt knivoverfald konsekvenser: Politiet er massivt til stede i ny visitationszone
Politidirektør Arne Gram hos Fyns Politi meddeler i pressemeddelelse, at der oprettes visitationszone i Vollsmose og dele af Korsløkke fra onsdag den 1. juni klokken 14 og frem til den 21. juni.
Fyns Politi har - i forlængelse af det voldsomme knivstikkeri, som fandt sted i Vollsmose klokken 01:15 i nat - besluttet at indføre en visitationszone i området. Visitationszonen giver politiet videre beføjelser til eksempelvis at visitere personer og køretøjer inden for zonens område.
Formålet med visitationszonen er ifølge politiet at forhindre »fremtidige utryghedsskabende kriminelle handlinger og dermed genskabe trygheden i området.«
»Det er helt afgørende for os, at vi sikrer trygheden for de tusindvis af fredelige borgere, der bor og arbejder i Vollsmose. At være bevæbnet med knive og lemlæste andre mennesker er selvfølgelig helt og aldeles uacceptabelt. Derfor har jeg besluttet at oprette en visitationszone, der sammen med vores massive tilstedeværelse i området, skal sende et klart og tydeligt signal til det kriminelle miljø i området,« siger politidirektør Arne Gram i en pressemeddelelse.
Hun understreger samtidig, at Fyns Politi er parat til at tage flere værktøjer i anvendelse, hvis de kriminelle handlinger fortsætter.
Visitationszonen løber frem til den 21. juni kl. 14. Og det er muligt at forlænge visitationszonen, hvis det bliver vurderet nødvendigt.
Baggrund for visitationszonen
Det er en voldsom hændelse fra i nat, der får Fyns Politi til at reagere.
Kl. 01:15 fik politikredsen en melding om en hændelse i krydset ved Vollsmose Allé og Kertemindevejen, hvor en bil tilsyneladende forsætligt havde påkørt en person, der efterfølgende blev overfaldet og stukket med en kniv. Han blev lettere tilskadekommen.
Samtidig blev en anden person på stedet også overfaldet og stukket med kniv. Han blev alvorligt tilskadekommen og er indlagt på sygehuset.
Forud for knivstikkeriet havde politiet fået oplysninger om en hændelse på Østre Ringvej mellem Niels Bohrs Alle og Nyborgvej - efter oplysningerne var der tale om et stenkast mod en bil. Alt tyder på, at der er tale om en bil, der var indblandet i det efterfølgende knivstikkeri.
To grupperinger
Den personkreds, som mistænkes for at have deltaget i nattens hændelser har relation til de to grupperinger, 9hunna og NBV, der holder til i Vollsmose og Korsløkkeparken. Grupperingerne er ifølge politiet særdeles mobile.
Og her er det politiet vurdering, at hvis man skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af kendte, aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område.
Se kort over visitationszone nedenfor:
Af hensyn til trygheden og sikkerheden i området, oplyser Fyns Politi , at det er derfor, man har været massivt tilstede i Vollsmose, og der vil være såkaldte tryghedsskabende patruljeringer i området de kommende dage.
Visitationszonen er afgrænset inden for følgende område:
Nord for Haveforeningen Martinsminde/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Staupudevej til Nyborgvej, ad Nyborgvej mod vest og videre ad Munkerisvej til Ørbækvej, ad Ørbækvej til Nyborgvej og herfra ad Ejby Møllevej mod nord til Skt. Jørgens Gade, ad Åsumvej mod øst til Ejbygade og ad Ejbygade mod nord til nord for Haveforeningen Martinsminde/Hindehøjen.