516 bilister gik i fartfælden nær festival
En hel del bilister står til at få et klip i kørekortet efter trafikkontrol.
Der ryger nogle gevaldige bidrag i bødekassen for tiden fra bilister, der kører i nærheden af Roskilde Festival
Lørdag standsede Midt- og Vestsjællands Politi næsten 1.000 bilister, der overskred fartgrænserne, og søndag var der igen gang i fartmålerudsyret i området nær festivalen.
På motorvejen ved afkørsel 12 Roskilde S/Køgevej er fartgrænsen på grund af Roskilde Festival midlertidigt sat ned fra 110 km/t til 80 km/t, men det var der tilsyneladende ret mange søndagsbilister, der ikke havde opfattet.
En af politiets ATK-biler målte hele 12.971 bilister, og i 516 tilfælde blev blitzen aktiveret, fordi den målte bilist kørte hurtigere end tilladt.
Af de blitzede bilister kan 76 ud over en bøde også forvente at få et klip i kørekortet, og tre bilister kørte mere end 60 % for hurtigt, så de står ud over bøden til en betinget frakendelse af kørekortet.
Hurtigste bilist blev målt til at køre 144 km/t forbi ATK-målebilen.
Alle de blitzede bilister kan nu i nærmeste fremtid forvente at høre nærmere fra politiet, som fortsætter hastighedskontrollen på motorvejen de næste dage, mens Roskilde Festival afvikles.