Bliver hyldet: Betjente rykkede ud til skuddrama iført landsholdstrøje og shorts - her er forklaringen
På sociale medier er der flere, der hylder et beredvilligt politi, der ankom så hurtigt til gerningsstedet, at enkelte mødte op i shorts- og landsholdstrøje.
Midt i tragedien over weekendens skyderi i Field’s - hvor tre mistede livet - har flere på sociale medier også midt i al sorgen fundet plads til at hylde det beredskab, der rykkede hurtigt ud til skudepisoden på Amager.
Fra Københavns Politi modtog anmeldelsen om skyderi i storcenteret kl. 17.39, gik der blot 13 minutter, før den formodede gerningsmand var pågrebet.
Og at det gik hurtigt med at rykke ud, har flere på de sociale medier også lagt mærke. Her er det især enkelte betjentes påklædning, der kan give et praj om netop det.
»Viser, hvor dedikeret politifolk er«
»Når tiden er kostbar og træning blir til forfærdelig virkelighed, så smider man alt, hvad man har I hænderne og støder til sine kollegaer i kamp!,« skriver en Twitter-bruger til et billede af en kampklædt betjent, der ankom til Field’s med landsholdstrøje indeunder tungt aktionsudstyr.
En anden Twitter-bruger skriver: »Viser, hvor dedikeret politifolk er.«
På LinkedIn hylder beredskabsdirektør hos Beredskab Øst, Rasmus Storgaard, de samme to betjente, som ankom gennem svingdørene til Field’s, i det man vel bedst kan beskrive som sommertøj.
Han antager, at de to har haft fri, da de pludseligt blev kaldet ind for at hjælpe til.
»To betjente i shorts i et øjebliksbillede fra Fields igår. De har antageligt haft fri, men realiteterne gør, at de er anderledes end de fleste. Det er den slags mennesker, og alle de andre fra beredskabssektorerne, som gad møde igår, der giver et stærkt beredskab. Der var mange i shorts og civilt tøj de første timer igår. Tak for jer🙏,« skriver han.
En anden har på Twitter også noteret sig det - man må formode er en betjent - der dirigerer trafikken i shorts og lyserød t-shirts.
Betjente i civilt
Men hvad er så forklaringen på den umiddelbart alternative politiuniform, som enkelte betjente ankom i søndag aften? Var det betjente, der havde fri?
I et skriftligt svar til Lokalavisen svarer ledende politiinspektør ved Københavns Politi, Peter Dahl, dog at betjentene i sommertøj var civilklædte betjente:
»Vi reagerede med det samme, da vi søndag modtog anmeldelser om skyderiet i Field’s. Det betød, at vi prioriterede at få meget politi hurtigt frem på stedet, både uniformerede og civilklædte,« skriver han og tilføjer:
»Grundlæggende handler det om parathed, hvilket er noget, vi løbende træner, så vi er i stand til at reagere hurtigt ved alvorlige og uvarslede hændelser.«