Fortsæt til indhold

40 personer anholdt i politiaktion

Politiet i Syd- og Sønderjylland måtte i sidste uge anholde hele 40 personer, der var udeblevet fra deres aftale i Fogedretten i Haderslev. Politiet melder, at man fortsætter aktionen.

Krimi
am

I sidste uge gennemførte Syd- og Sønderjyllands Politi en fogedaktion i Haderslev. Her blev aktionen gennemført tirsdag, onsdag og torsdag.

61 personer fik behandlet deres sager ved fogedretten i Haderslev. Og ud af de 61 personer blev hele 40 personer anholdt af politiet for at udeblive fra fogedretten. De resterende 21 dukkede op af sig selv eller på foranledning af politiet.

Nu melder politiet i en pressemeddelelse, at aktionen fortsætter i Haderslev, så politiet opfordrer borgere, der er eftersøgt til fogedretten, at de henvender sig frivilligt til fogedretten i Haderslev onsdag, torsdag eller fredag mellem klokken 9.00 og 11.00, så de undgår at blive anholdt af politiet.

Fogedretten i Haderslev holder dog ferielukket i ugerne 29-30-31.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at man i øjeblikket har ekstra fokus på denne type sager og gennemfører også fogedaktioner i Sønderborg, så borgere, der udebliver fra deres aftale med fogedretten, risikerer altså også her at blive anholdt enten i hjemmet eller på deres arbejdsplads.