Fortsæt til indhold

Mand amok over dårlig flaskeautomat - skulle have peberspray for at falde ned igen

En mand i Slagelse havde så stor udfordringer med en flaskeautomat - og eget temperament - at det endte i en anholdelse.

Krimi

De fleste, der har prøvet at pante, har nok oplevet, at det kan føre en masse bøvl med sig. Enten registrerer maskinen ikke dåsen eller flasken, eller så går maskinen helt i stå, og kan først genoplives, når en servicemedarbejder tilser den tilstoppede maskine.

Frustrerende - men nok næppe noget, der får særligt mange til at blive ligeså ophidset, som en 37-årig mand fra Slagelse blev det i går, så ikke bare en servicemedarbejder - men ordensmagten måtte tilkaldes.

For Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi blev mandag eftermiddag kaldt til et supermarked på Valbyvej i Slagelse, hvor en kunde ifølge døgnrapporten havde optrådt højtråbende og utryghedsskabende.

Her havde en 37-årig mand fra byen, haft det politiet kalder »nogle udfordringer med flaskeautomaten«, og det fik ham tilsyneladende op i det røde felt.

Så for at få ro på stedet, anholdt politiet den 37-årige klokken 17.22. Men betjentene endte med også at skulle bruge peberspray for at få manden til at falde lidt til ro. Og da han blev anholdt, truede han den ene betjent, og han blev derfor sigtet for trusler mod politiet.

Han blev efterfølgende taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev løsladt igen klokken 18.20.

Om manden så fik afleveret sin pant, fremgår ikke af politiets beretning.