Ung mand stukket ned ved højlys dag: Ingen anholdte eller mistænkte i sagen
En ung mand blev onsdag eftermiddag stukket ned nær Krathuset i Greve.
Lidt efter klokken 15 onsdag fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om et knivoverfald.
Her blev en 23-årig mand stukket ned nær Krathuset i Greve. Han er dog uden for livsfare.
Overfaldet skete nær Krathuset i Greve. Kort: Google Maps
»Vi får en melding om, at den her 23-årig mand skulle være stukket i armen, og som det ser ud lige nu, viser det sig, at han nok er blevet stukket med en skruetrækker,« siger Thomas Kristensen, pressetalsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi.
»Vi rykker ud til området og prøver at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Den tese, vi arbejder ud fra nu, er, at der tale om en eller anden form for opgør mellem nogle lokale kriminelle,« siger Thomas Kristensen.
Indtil videre er der ingen anholdte i sagen, og politiet har heller ikke for nuværende nogle mistænkte.
»Så nu arbejder vi selvfølgelig videre med de muligheder, vi har til at identificere overfaldsmanden, og baggrunden for overfaldet,« siger Thomas Kristensen.
Efter overfaldet var politiet til stede i området i Askerød ved Greve. Politiet meldte onsdag aften kl. 20.26, at der var ro i området, men at man blev på stedet noget tid endnu for at sikre, at det fortsatte.