Politiet ser det som »et mistænkeligt dødsfald«: Erfaren håndværker døde i stilladsulykke
En tømrer fra Esbjerg har mistet livet i en faldulykke i Nuuk på Grønland.
Tirsdag formiddag afgik en 60-årig esbjergensisk tømrer ved døden. Manden arbejdede for entreprenøren MT Højgaard i Grønland, da han af uvisse årsager faldt ned fra et stillads.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Manden blev hentet i ambulance, men ved ankomsten til skadestuen på Dronning Ingrids Hospital i Sana var han erklæret død.
»Vi opfatter sagen som et mistænkeligt dødsfald, men nu må vi se, hvad efterforskningen viser,« har vagtchef ved Grønlands Politi, Bent Johnsen udtalt til det grønlandske medie KNR uden at gå yderligere i detaljer om sagen.
Arbejdstilsynet er sammen med politiet gået ind i sagen.
Det er ikke mange måneder siden, at en 60-årig mand også omkom i en arbejdsulykke, efter at han ifølge Arbejdstilsynet faldt ned fra et stillads på en byggeplads på Nuukullak i Nuuk.
Der er på nuværende tidspunkt ingen mistænkte eller anholdte.