Fortsæt til indhold

Vild video: Her sætter gerningsmand ild på

Politiet offentliggør nu video af brandstiftelsen.

Krimi
jro

Politiet efterlyser en mand, der har sat ild hos en autoforhandler.

I Gærum ved Frederikshavn brød gerningsmanden ind i et kontor hos Gærum Auto på Brønderslevvej 126, 9900 Frederikshavn.

Her hældte han natten mellem søndag og mandag brandbar væske ud og satte ild til den.

Politiet offentliggør nu en video af hændelsen - og håber ad den vej at få manden identificeret.

»Vi håber meget på at få konkrete henvendelser på hvem manden er, fra personer som genkender beklædningen – for eksempel den trøje han bærer, som er speciel og ret letgenkendelig. Det kan også være man genkender hans bevægelsesform, som virker ret adræt. Vi har en hypotese om at manden er fra egnen omkring Gærum/Frederikshavn, men vi kan ikke udelukke at han har bopæl et andet sted i landet,« siger politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.

Ingen kom til skade

Gerningsmanden beskrives som mellem 15 og 40 år gammel, spinkel af bygning og 170-190 centimeter højr.

Han var iført sorte bukser og en sort trøje med brede, hvide, lodrette striber på begge ærmer. Derudover mørke sko med hvide såler.

Nordjyllands Politi oplyser at branden hurtigt blev opdaget og slukket - og ingen mennesker kom til skade.

Oplysninger i sagen til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.