Fortsæt til indhold

Stor vej i København spærret efter trafikuheld

En person er fastklemt ved trafikuheld.

Krimi
sb

Opdatering: Mandag kl. 10.50 oplyser Københavns Politi på Twitter, at man nu er færdige med oprydningsarbejdet, og at der igen er åben i begge retninger. »Den fastklemte er fri og ved bevidsthed, men vedkommende bliver kørt til kontrol på Hvidovre Hospital,« lyder det endvidere.

Ålholmvej i Valby i København er mandag formiddag spærret mellem Peter Bangs Vej og Roskildevej.

Det skyldes, at en fastklemt person skal reddes ud, efter at en varevogn og en personbil er kørt sammen.

Det oplyser Københavns Politi.

»En varevogn og en personbil er kørt sammen. I personbilen sidder der en person, som er fastklemt,« siger vagtchef Dyre Sønnicksen til Ekstra Bladet.

Vedkommende er ved bevidsthed, men tilstanden er ukendt. Der arbejdes i øjeblikket på at få den fastklemte person fri.

»Vi ved p.t. ikke, hvornår vi kan åbne op igen,« skriver Københavns Politi på Twitter.

Københavns Politi fik en anmeldelse om færdselsuheldet få minutter før klokken 10.