Masterchef-deltager pludselig død
Han døde af en blodprop og hjertestop, bekræfter hans kæreste.
Mikkel Stellander, der to gange har deltaget i TV3’s Masterchef, er pludselig død.
Det skriver Ekstra Bladet, der har været i kontakt med Mikkel Stellandes kæreste, Ditte Hare.
Ditte Hare og Mikkel Stellander har sammen et barn.
Ifølge kæresten døde han mandag af en massiv blodprop, der medførte hjertestop.
Blomster og breve
Også Mikkel Stellanders søster Heidi Flor Müller bekræfter den tidligere Masterchef-deltagers død.
»En af de værste dage i hele mit liv. Kæreste Mikkel Stellander min lillebror er her ikke mere, ingen smerte kan beskrives mere. Aldrig har jeg oplevet noget gøre så ondt,« skriver hun på sin Facebook-profil.
Mikkel Stellander arbejdede på en skole i Frederiksværk, og her er der efter nyheden om hans død lagt breve og blomster.