Fortsæt til indhold

57-årig mand fængslet for ekstrem stalking

Manden har oprettet over 350 opslag og kommentarer om en kvinden og deres fælles børn.

Krimi
sb

Opdatering: Den 57-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede kendelsen.

En 57-årig mand erkender onsdag i Retten i Aarhus, at han har overtrådt sit tilhold mod sin 40-årige ekskone, som han har børn med.

Det skriver TV2 Østjylland, der er til stede i retten.

Manden er sigtet for stalking og overtrædelse af tilhold, da han siden april, på trods af et meddelt tilhold, har oprettet flere end 350 opslag og kommentarer om kvinden og deres fælles børn.

Ifølge TV2 Østjylland forklarer den anholdte i retten, at han ikke var klar over, at han ikke måtte omtale hende på de sociale medier, da han kun havde skimmet tilholdet.

Lokalavisen Aarhus er bekendt med mandens identitet og nogle af de offentlige opslag, han har lavet på Facebook. Her er to eksempler:

»Jeg har aldrig nogensinde i hele mit liv mødt noget menneske med så ekstrem en mangel på dømmekraft. Så baldrende, rablende sindssyg en opførsel og så fuldstændig grotesk en mangel på empati.«

»Jeg har aldrig nogensinde i hele mit liv set SÅ livsfarlig en psykopat jonglere rundt med folk og sælge punanien SÅ billigt og intrigere SÅ modbydeligt og beskidt og rundsmadre sine egne børn SÅ grotesk.«

I retten giver den 57-årige mand ifølge TV2 Østjylland udtryk for, at han ikke kan forstå, hvorfor han ikke må forklare sig og fortælle om sine oplevelser, når ekskonen har deltaget i podcast ved navn Danmarks Største Stalker.

Han mener ikke, at det kan passe, at ikke må fortælle sin egen version af en sag, når hun har udgivet sin version offentligt, siger han.

Manden har, skriver TV2 Østjylland, siden 2019 haft et tilhold mod at kontakte eller omtale sin kone. Han er tre gange idømt fængselsstraf for stalking af sin kone og deres børn. I den første dom brød han tilholdet 1516 gange.

Kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Anne Tiedemann bekræfter over for Lokalavisen Aarhus, at den sigtede er dømt for lignende forhold.

Et polititilhold giver både forbud mod personlig kontakt, men også telefonopkald, e-mails, breve eller beskeder på sociale netværk.