Fortsæt til indhold

Gidseltagning hos TV2 klokken 17.15

Fyns Politi holder øvelse - det foregår flere steder på øen.

Krimi
jro

Fyn kommer til at genlyde af skud, eksplosioner og udrykninger.

Samtidig foregår en gidseltagning på TV 2.

Det oplyser Fyns Politi, der samtidig beroligere borgerne med, at det hele er en planlagt øvelse - og at der anvendes løse skud og eksplosioner.

Sprogø

Første øvelse er gået i gang kort efter klokken 10 på Sprogø.

Her vil bilister og togpassagerer på vej over Storebæltsforbindelsen opleve skud og eksplosioner på øen.

Herefter vil der blive indsat bevæbnet politi til at håndtere hændelsen.

Efterfølgende vil flere efterforskere ankomme til øen for at øve sporsikring og en række andre efterforskningsopgaver.

»Øvelsen på Sprogø slutter omkring klokken 13,« oplyser Fyns Politi.

Odense

I Odense bliver der afholdt to øvelser: En på Odense Tekniske Gymnasium på Munkebjergvej 130 og en på TV2 på Rugaardsvej

Gymnasiet skal klokken 17 være skueplads for et skyderi med flere dræbte og tilskadekomne.

I øvelsen indgår også flere end 100 af skolens elever og flere politifolk som figuranter.

Blot 15 minutter efter får politiet en melding om gidseltagning TV2 på Rugaardsvej i Odense.

Også her vil der derfor være en del bevæbnet politi til stede.

Kortene ind til kroppen

Fyns Politi oplyser, at øvelsen er planlagt - men indtil nu hemmeligholdt over for befolkningen.

»Øvelserne skal helst være så virkelighedsnære som overhovedet muligt, så vi er helt skarpe, hvis vi for alvor skal rykke ud. Derfor melder først ud om øvelserne her meget tæt på, at de går i gang. På den måde sikrer vi, at deltagerne ikke kan forberede sig på det, de skal arbejde med under øvelserne, men skal bruge deres viden og erfaring til at løse opgaven,« siger politikommissær Ehm Christensen.

Øvelserne forventes afsluttet klokken 20.