Madbude hårdt ramt: Bander røver for millioner
Madbudenes elcykler er i høj kurs.
Madudbringningsvirksomheden Just Eat Takeaway har fået stjålet over 145 dyre elcykler på et år til en samlet værdi af 4,8 millioner kroner.
Det skriver Cyklistforbundet i en pressemeddelelse.
»Det er folk fra 14 år op til 20 år, der kommer i grupper af 4-5 unge og henvender sig til vores bude og siger: ’Det er en flot cykel. Må vi godt se lidt på den?’ Og så ved budene godt, hvad klokken er slået. Banden stikker af med den,« siger Philip Karnøe, der er HR-partner i Just Eat Takeaway.
»Der var nogen, der kom hen og satte en hånd i lommen og sagde, at de havde en kniv og sagde ’Giv mig din cykel.’ Og så sent som i denne weekend har det resulteret i overfald, hvor de er blevet skubbet og slået,« siger Philip Karnøe til bladet Cyklister.
Elcyklerne bliver både røvet direkte fra budene og stjålet, mens de er parkerede.
Hos Just Eat er man bekymret for, at antallet af røverier bliver ved med at eskalere, og at det bliver for utrygt at være cykelbud.
Københavns Politi oplyser, man ser alvorligt på situationen, da der nu tegner sig et billede af, at der kan være tale om organiseret kriminalitet.
»Det er politiet, der kan gøre noget ved tyverierne, og det er opløftende, hvis de vil behandle det som organiseret kriminalitet og ikke banale cykeltyverier, hvad det jo ikke tyder på at være. Det sætter en stor streg under, at cykeltyverier skal tages mere alvorligt. Vi taler om arbejdsredskaber til 40.000 kroner,« siger Jane Kofod fra Cyklistforbundet.