Fortsæt til indhold

Døde blødende på gaden: Hvem er han?

Politiet har anholdt tre personer.

Krimi
jro

Onsdag formiddag blev en mand fundet blødende i Svendsgade i Vejle.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at det er en 60-årig mand fra lokalområdet, der døde af sine skader, der formentlig er påført ved hjælp af en kniv.

Tre personer er anholdt i sagen, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De tre anholdte er en 37 årig mand, en 49 årig mand og en 39 årig kvinde - alle fra Vejle.

De er alle bekendte til den døde - og skal nu afhøres i sagen.

»Det er politiets foreløbige vurdering, at der formentligt er tale om en form for opgør i et miljø, hvor de involverede alle færdes,« oplyser Sydøstjyllands Politi.

Video: Presse-fotos.dk.

Flere spor

Politiet understreger dog, at de tre blot er mistænkte - og der er heller ikke umiddelbart afklaret et motiv.

Det skal den videre efterforskning være med til at klarlægge. Samtidig efterforskes også ad andre spor.

Den videre efterforskning skal nu indenfor 24 timer blandt andet fastslå, om der er grundlag for at fremstille de anholdte personer i grundlovsforhør i morgen.

Under alle omstændigheder fortsætter efterforskningen, idet der fortsat er mange detaljer og oplysninger i øvrigt, der skal afdækkes og klarlægges med det formål endeligt at anse sagen for opklaret.

Teknikere på stedet. Foto: Presse-fotos.dk

Ikke endeligt identificeret

Da den døde endnu ikke er endeligt identificeret, har politiet heller ikke kunnet underrette eventuelle pårørende.

»Af hensyn til den videre efterforskning og mulighed for endelig opklaring, kan der ikke på nuværende tidspunkt oplyses yderligere om sagen,« skriver Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi opfordrer derudover personer med oplysninger i sagen til at kontakte politiet på telefonnummer 114.

Sydøstjyllands Politi forventer i morgen at sende en mobil politistation til området omkring gerningsstedet.

Her kan eventuelle bekymrede borgere få en snak med politiet.