Fortsæt til indhold

Maskerede mænd truede sig til Rolex: To ur-røverier på én nat

Politiet kan ikke afvise, at der kan være en sammenhæng mellem de to røverier.

Krimi

»Det er i hvert fald lidt påfaldende,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Tholstrup om nattens hændelser.

For natten til lørdag skete to sammenligelige røverier i det centrale Aarhus og umiddelbart ikke særlig langt fra hinanden. Og i begge tilfælde var det unge mænd, der under trusler blev frarøvet deres armbåndsure.

Det fremgår af politikredsens døgnrapport.

Det første forhold blev anmeldt kl. 00:48, og fandt sted kort forinden på havneområdet i Aarhus, hvor en 19-årig mand sad i sin bil, da han pludselig blev overrasket af en ukendt gerningsmand, som satte sig ind i bilen.

Den 19-årige blev efterfølgende tildelt flere knytnæveslag og truet til at udlevere sit armbåndsur.

Cirka en halv time senere - skete så et nyt røveri. Et som blev anmeldt kl. 01:22, og som fandt sted kl. 01:15 i Sjællandsgade i Aarhus C. Her var det en 22-årig mand, der blev standset på gaden af to maskerede gerningsmænd, der med kniv truede den unge mand til udlevering af sit Rolex-armbåndsur.

»Vi er ikke så langt i efterforskningen, at vi kan sige, om der er en sammenhæng mellem de to røverier. Men vi kan ikke udelukke det,« siger vagtchef Peter Tholstrup og tilføjer:

»Det, der ligesom springer i øjnene, er, at de to hændelser foregår tæt opad hinanden både tidsmæssigt og geografisk, og at man i begge tilfælde truer sig til armbåndsure. Så der kunne måske være en sammenhæng, men det kan vi ikke sige med sikkerhed nu - det må den efterfølgende efterforskning forsøge at afdække.«

Indtil videre er der ingen anholdte eller sigtede i sagen.