Elever hørte kæmpe brag: Blev kastet ind på skole
Skolen skriver, man nu har taget kontakt til politiet. Området har været plaget af brag.
Ukendte gerningsmænd har torsdag lidt over middag kastet kanonslag ind på Virupskolen i Hjortshøj i det nordlige Aarhus.
Det fremgår af en besked som skolen har sendt ud til forældre via Aula - en besked som Lokalavisen Aarhus har set.
»Der har i dag været en træls episode på skolen,« skriver skoleleder Martin Christensen i beskeden.
Kanonslaget blev kastet ind på skolens grønne område kl. 12.15. Ingen elever var til stede på området, men »flere elever hørte det kæmpe brag,« skriver skolelederen.
Og hos Virupskolen ser man på hændelsen med alvor.
»Når der sker sådan noget her, hvor nogen smider et kanonslag ind på en skole, hvor der kunne være børn, der rendte rundt og legede - det synes jeg er alvorligt,« siger skoleleder Martin Christensen til Lokalavisen Aarhus.
»Vi har kontaktet politiet og lavet en anmeldelse på det, og vi kommer til at tage en snak med vores store elever om ulovlig fyrværkeri. Vi tror ikke, det er nogen af vores elever, der har gjort det, men det kan jo være, de kender nogen eller har hørt noget. Og så tager vi også fat i de opsøgende gademedarbejder - de skal også orienteres, og så gør vi ikke mere,« lyder det fra skolelederen.
Flere tilfælde den seneste tid
Episoden med kanonslaget er dog ikke en enestående hændelse i lokalområdet. For på den lokale facebook-gruppe i Hjortshøj skriver flere i et opslag, som har fået flere likes, at man har hørt et væld af kanonslag den seneste tid.
I et tilfælde skriver en, at der skulle være kastet kanonslag ind på den lokale fodboldbane, og det skulle endda være sket mens, der var hold, som var i gang med at træne.
»Det er simpelthen for meget nu,« skriver en.
Lokalavisen Aarhus forsøger at få en kommentar fra Østjyllands Politi, som tidligere på ugen overfor avisen dog har bekræftet, at man har modtaget en anmeldelse om kanonslag i Hjortshøj.