Fortsæt til indhold

Søften, Hammel og Thorsø hårdt ramt af indbrud

Den sidste weekend i efterårsferien har budt på alarmerende mange indbrud i private hjem.

Krimi

En lang række beboere i Søften, Hammel, Thorsø og Lading har i løbet af den sidste weekend i efterårsferien haft ubudne gæster. Østjyllands Politi har i de seneste dage modtaget ikke færre end ni anmeldelser om indbrud i private hjem i Favrskov Kommune, hvilket er et helt usædvanligt højt antal.

Indbruddene har været koncentreret på bestemte veje. Således har der været indbrud i tre boliger på Ravskærvej i Søften og tre boligindbrud på Skovbrynet i Hammel. Derudover har der været indbrud på nabovejene Tungelund Bakker og Gammel Tungelundvej i Thorsø samt et indbrud på Møllebakken i Lading.

Politiet kan ikke med sikkerhed sige, at det er de samme tyve, der har været på spil i de enkelte boligkvarterer, men det er noget, man undersøger.

»Vi kigger på, om der en sammenhæng mellem indbruddene i området,« siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

»Gerningspersonerne er typisk kommet ind ved at bryde et vindue op og har blandt andet stjålet smykker og designgenstande. Vi har været ude for at sikre spor på gerningsstederne, men vi hører rigtig gerne fra folk, der kan hjælpe med opklaringen,« lyder opfordringen fra politiet, der kan kontaktes på telefon 114.

Herunder er en oversigt over boligindbrud i Favrskov Kommune, som det fremgår af de to seneste døgnrapporter fra Østjyllands Politi:

  • På Ravskærvej i Søften begået søndag kl. 01.46
  • På Ravskærvej i Søften begået mellem tirsdag kl. 10.00 og lørdag kl. 14.35
  • På Ravskærvej i Søften begået mellem søndag d. 16.10 kl. 18.00 og lørdag kl. 14.55
  • På Møllebakken i Lading begået mellem lørdag d. 22/10 kl. 14.00 og søndag d. 23/10 kl. 8.15
  • På Skovbrynet i Hammel begået mellem fredag d. 21/10 kl. 14.00 og søndag d. 23/10 kl. 11.45
  • På Tungelund Bakker i Thorsø begået lørdag d. 22/10 kl. 23.05
  • På Skovbrynet i Hammel begået mellem fredag d. 21/10 kl. 20.00 og søndag d. 23/10 kl. 14.30
  • På Gl. Tungelundvej i Thorsø begået mellem fredag d. 21/10 kl. 15.00 og søndag d. 23/10 kl. 16.00
  • På Skovbrynet i Hammel begået mellem lørdag d. 22/10 kl. 16.00 og søndag d. 23/10 kl. 17.00