»Det er alt for voldsomt« - politimand er forarget
Det er en alt for voldsom færdselskultur i Aarhus Vest, det mener vicepolitiinspektør efter en politiindsats tirsdag aften greb om sig.
81 sigtelser og 35 klip peger på en rådden færdselskultur. Det mener vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard. Meldingen kommer på bagkant af politiets massive færdselsindsats i Aarhus Vest tirsdag aften.
»Det er svært at sige, om det er normalt, men der er alt for mange, der ikke følger reglerne,« siger Carsten Kousgaard.
Viceinspektøren peger på, at det ikke er et bestemt sted, men hele Aarhus Vest, der plages af problemet. Derfor var politiet også til stede ved flere områder i den vestlige del af Aarhus.
Smager forkert
Carsten Kousgaard kan ikke sige om den samme kultur gør sig gældende i andre steder i Aarhus, men han er klar i spyttet, når indsatsen fra tirsdag aften nævnes.
»Umiddelbart smager 81 sigtelser helt forkert, det er alt for mange. Baseret på den her indsats, vælger vi helt klart at lægge vores energi i Aarhus Vest igen,« varsler viceinspektøren.
Indsatsen peger især på, at det er uopmærksomhed, som spiller ind i flere af sigtelserne.
»Det er dumt. Man udsætter sig selv og andre for unødig fare,« understreger Carsten Kousgaard.