Seks udenlandske mænd anholdt: Ville bortføre børn
De bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag.
Seks udenlandske mænd er anholdt og sigtet for forsøg på at føre et barn eller flere søskende ulovligt ud af landet.
De bliver fremstillet i grundlovsforhør tidligt torsdag morgen.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Onsdag morgen klokken 7.39 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om, at flere udenlandske statsborgere var mødt op på en privat adresse i Gråsten i Sønderborg Kommune.
Det fik politiet til at møde massivt op i den lille by, hvor et område blev afspærret og der blev blandt andet afsøgt med hunde.
Baggrunden for det, som politiet betegner som en familiestridighed, er uenighed om forældremyndighed.
Ifølge jv.dk er de sigtet for at ville føre tre børn ud af landet væk fra deres far, som altså har forældremyndigheden.
På grund episoden er Syd- og Sønderjyllands Politi til stede på Torvet i Gråsten med dens mobile politistation.
Her vil den være mellem klokken 10 og 14. Der vil blandt andet være en efterforsker til stede.