Fortsæt til indhold

Udenlandsk mand svindlede 67 ældre: Udvist af Danmark for bestandigt

»Vi synes, at sagen har fået et særdeles tilfredsstillende udfald,« siger anklager Christian Bruhn-Andersen.

Samfund
am

I dag faldt der dom. En 22-årig udenlandsk mand skal i fængsel i to år, og så blev han idømt udvisning af Danmark for bestandigt.

Sådan lyder Retten i Lyngbys kendelse. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden var tiltalt for bedrageri mod 67 ældre personer, og heraf var han tiltalt for svimlende 297 forhold.

Og her var sagens anklager tilfreds med byrettens kendelse.

»Vi synes, at sagen har fået et særdeles tilfredsstillende udfald. Denne form for kriminalitet, der specifikt går efter ældre medborgere, er særdeles grov, og derfor er vi tilfredse med, at sagens mange skærpende omstændigheder har ledt til en hård dom. En sådan dom sender et klart signal om, at kontaktbedrageri tages meget seriøst,« siger anklager Christian Bruhn-Andersen.

Ringede til ofrene

Manden var tiltalt for såkaldt kontaktbedrageri, hvor han i samarbejde med flere andre i perioderne april til juli 2021 og november 2021 til marts 2022 har kontaktet en lang række ældre medborgere telefonisk. Over telefonen har gruppen udgivet sig for at være fra banken, hvorefter de har lokket ofrene til at udlevere kort og pinkoder. Gruppen har samlet svindlet for over en million kroner.

Manden, der efter eget udsagn havde været chaufføren i gruppen, blev kendt skyldig i de fleste tiltalepunkter, og blev derfor idømt både fængsel og udvisning for bestandig, og skal desuden betale erstatning til ofrene.

Sagen blev anket til Østre Landsret.