Fortsæt til indhold

Truer med at sprænge bombe: Gerningsmand er der selv

Politiet har afspærret et større område.

Krimi
jro

Opdatering: I forbindelse med hændelsen i Svendborg er SG Hallen blevet evakueret af hensyn til håndteringen af hændelsen, så der er arbejdsro for politiet på stedet. Der er ikke fare på færde i forhold til de tilbageværende personer i bygningen, oplyser Fyns Politi.

Den person, der tidligere torsdag har fremsat en bombetrussel, befinder sig selv i området.

Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Her står også, at afspærringsområdet nu er udvidet.

En fotograf på stedet oplyser, at politiets aktionsstyrke er ankommet til stedet.

Det er området omkring Ryttervej, der er afspærret i forbindelse med »et mistænkeligt forhold med en bombetrussel.«

Truslen er fremsat af en person på en større p-plads i området.

»Der er dermed ikke tale om trusler mod den nærliggende erhvervsskole eller virksomheder i området,« skriver politiet.

Politiets arbejde på stedet bevirker, at togdriften på Svendborgbanen er indstillet. Der kører i stedet togbusser.

Kort: Google Maps

Politiet er massivt til stede efter en bombetrussel.
Politiet har afspærret området. Foto: Presse-fotos.dk.