Fortsæt til indhold

Ung mand dræbt af skud: »Det var målrettet«

Politiet vil meget gerne vide mere om en specifik bil.

Krimi
jro

En ung mand sidst i 20’erne blev torsdag eftermiddag skudt og dræbt på Brøndby Nord Vej i Brøndby.

Politiet vil i den forbindelse gerne vide mere om en stjålet Skoda Octavia stationcar, der kørte fra stedet efter skyderiet.

Kort efter skyderiet blev en lignende bil fundet i brand i nærheden.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev skudt omkring klokken 14.30.

Klokken 14.45 blev den brændende bil fundet cirka seks kilometer væk på Midlergårdsvej.

Her blev den brændende bil fundet. Foto: Københavns Vestegns Politi.
Teknikere på stedet efter drabet. Video: Presse-fotos.dk.

Stjålet i september

Politiet arbejder fortsat ud fra en formodning om, at den afbrændte bil og bilen på Brøndby Nord Vej kan være den samme.

Den afbrændte bil er en koksgrå Skoda Octavia stationcar fra 2016 med registreringsnummer BA 65.691, som er stjålet med nøgle ved et indbrud i Rødovre natten til fredag den 2. september.

»Vi hører gerne fra vidner, som har set bilen siden tyveriet i september eller i går ved Brøndby Nord Vej eller på vej mod Midlergårdsvej,« siger vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi, Peter Malmose.

En brændende bil har formentlig tilknytning til sagen. Video: Presse-fotos.dk.

Tager hensyn til pårørende

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at politiet ikke frigiver yderligere oplysninger om offeret.

Politiet er generelt underlagt tavshedspligt i forhold til personoplysninger og ønsker desuden at tage hensyn til de pårørendes privatliv, står der i pressemeddelelsen.

Vicepolitiinspektøren oplyser videre, at en mindre dreng, som befandt sig nær skudepisoden, ikke led fysisk overlast og er hos sin familie.

Torsdag aften var der lys på stedet, hvor drabet fandt sted. Foto: Presse-fotos.dk.

Der er etableret kontakt mellem familien og Brøndby kommune, der har mulighed for at yde støtte i denne forbindelse i øvrigt.

Peter Malmose oplyser slutteligt, at episoden fortsat bærer præg at være målrettet.

»Der efterforskes stadig bredt, og det er for tidligt at sige noget om motiver, miljøer og mulige relationer,« skriver politiet.

Eventuelle vidner med oplysninger i sagen kan kontakte Københavns Vestegns Politi på telefonnummer 114.